Food for thought; Canazei er langt mere end Sella Ronda og fantastisk skiløb

Opdateret: 17. juli 2019

Hvis du har læst om og/eller besøgt Canazei og Val Di Fassa før, er du med garanti blevet tvangsfodret med information om de 1.200 km pister, den fantastiske udsigt fra Marmolada, Sella Ronda turen rundt om Sella massivet osv. – alt sammen information, som efterhånden er mere almen viden end reel indsigt i området.


Gourmander, der spørger til områdets finere madoplevelser bliver tit spist af med henvisninger til de restauranter, hvor man muligvis har været flere gange i mangel på bedre – og deltager man i de forskellige rejsebureauers pistevisninger, vil man ofte opleve, at de alle benytter sig af de samme, velkendte restauranter/hytter til frokostpause, som de har gjort det i mange år. Og det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men det kan blive en kende ensformigt.


For den sande feinschmecker, der ikke er bleg for at bruge lidt ekstra på en god oplevelse, og som ikke blot er på skiferie for skiløbets skyld, men som også søger at forkæle sine smagsløg med højere gastronomiske smagsoplevelser, har vi samlet nogle tips til restauranter, som så absolut er et besøg værd, både i dalen og på pisterne.


Find knivskarpe tilbud på skirejser til Canazei lige her!


En velfortjent pause i skiløbet

Der findes selvsagt et stort udvalg af restauranter og barer på bjergene og langs pisterne, og de fleste af dem serverer en god, solid frokost, der giver fornyet energi til endnu mere fantastisk skiløb. Der er dog forskel på fisk, og de skiløbere, der også værdsætter lidt finere gastronomi og et ekstra lækkert glas vin til maden, kan med fordel læse videre her.


Eksempelvis kan Restaurant Soo Chic i Plan de Gralba varmt anbefales. Her bliver der kælet ekstra meget for maden, og de klassiske italienske retter er tilberedt med et tvist. Olivenolien, der serveres til det friskbagte brød, smager af mere end man kan forestille sig en olivenolie kan smage af, og der serveres naturligvis god, italiensk vin til maden.


Skal det være en tand finere, er L'Chimpl i Vigo di Fassa helt bestemt et besøg værd. Restauranten, som har en Michelin-stjerne, ligger på Hotel Gran Mungon, og den dygtige kok fremtryller lækker ladinsk cuisine med et touch af kreativitet og med en helt unik smagskombination, som kan tilfredsstille smagsløgene hos selv den mest kræsne feinschmecker. OBS! Frokost kan kun serveres ved forhåndsreservation.



Forkælelse til smagsløgene efter en fantastisk skidag

Når solen er gået ned over Dolomitterne og de første Aperol Spritz eller Prosecco er indtaget, er det tid til lækker aftensmad i Canazei. Der findes et stort udvalg af restauranter i byen, og mange af dem serverer selvsagt italienske retter - dog ofte med et tvist fra den tyrolske og ladinske kultur.


En af de restauranter i Canazeis bybillede, som er blevet lidt overset de seneste år, er restaurationen på Hotel Rita. I 2018 gennemgik restauranten en renovering, således at maden nu bliver serveret i en hyggelig træ-tilbygning, som er indrettet i afdæmpet tyrolsk stil. Her serveres mad, der er blevet kælet for af kokken, og mellem retterne kommer de søde tjenere med små appetizers og sprødt, hjemmebagt brød. Bestemt et besøg værd!


I 2016 åbnede Hotel Alla Rosa dørene for deres helt nye restaurant, El Cianton. Med sin hyggelige atmosfære byder restauranten på en smagsoplevelse i verdensklasse, som selvfølgelig kombineres med god, lokal vin.


Der findes naturlig flere, excellente restauranter i Canazei, blandt andet den velkendte El Pael og den Michelin-anbefalede Wine and Dine. Spørg os, hvis du har brug for mere inspiration til, hvor du skal spise på din ferie i Canazei, og se mere her, hvis du vil rejse med os til vinter.

Sne&Sol ApS

Mattrupvej 10

8765 Klovborg

CVR-nr. 39707241

R

Registreret Varemærke

Copyright Sne&Sol ApS