OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Her på siden kan du finde svar på de fleste spørgsmål, du måtte have til rejseselskabet Sne&Sol, din kommende ski- eller sommerferie, Canazei, Dolomitterne, vores rejsebetingelser og meget andet. Mangler du svar på andet, er du velkommen til at ringe til os på tlf. +45 31 26 01 07 eller at sende os en mail til hej@sneogsol.nu

GUIDESERVICE

  • Er der guideservice inkluderet i prisen?

    • Ja, det kan du tro, der er - den bedste af slagsen! Vores guider sørger for, at din ferie bliver så god som mulig, og at du får den hjælp undervejs, som du har brug for. Vi ordner alt det praktiske omkring din ferie, har liftkort, nøgler og velkomstmateriale klar til dig, arrangerer spændende pistevisninger rundt i Dolomitterne og sørger for sjove aftenarrangementer for dig og de andre gæster. 

  • Hvem er mine guider på ferien til Canazei? 

    • Sne&Sol's guider er ejerne af virksomheden, Line og Kirstine, som begge har flere års erfaring ​som skiguide i bagagen. I rigtig travle uger får de hjælp af ekstraguider, som alle er erfarne og kender til Canazei og området. Du kan altså være sikker på, at du får æren af de guider, der har flest års erfaring og mest kendskab til Dolomitterne. 

  • Bliver jeg taget imod ved ankomst til Canazei?

    • Ja, det gør du! Vi kontakter dig og dine medrejsende dagen før afrejse for at høre, om alt går planmæssigt, og for at aftale, hvor og hvornår vi mødes på ankomstdagen. Vi står klar med store smil, højt humør og en lille velkomstpakke til alle vores gæster. ​

INDKVARTERING

  • Skal jeg selv medbringe håndklæder, sengelinned, viskestykker og karklude til lejlighederne?

    • Nej, du behøver ikke medbringe hverken håndklæder, sengelinned, viskestykker eller karklude, når du bestiller indkvartering i lejlighed. Vi sørger også for opvaskemiddel og opvaskebørste, så du er fri for at medbringe dette hjemmefra, og for at vi, så vidt det er muligt, kan undgå spild.

 

  • Er der morgenmad med i min booking?

    • Det kommer an på, hvilken type indkvartering du har booket. Ved indkvartering i lejlighed er der ikke morgenmad med i prisen, men ved indkvartering på pensionat eller hotel er der morgenmad til dig hver dag undtagen på ankomstdagen.

 

  • Kan jeg parkere gratis ved indkvarteringen?

    • Det afhænger af indkvarteringen, men de fleste steder er der parkeringsmuligheder. Spørg os gerne om specifikke indkvarteringer for at være sikker på, at du kan parkere gratis. 

DESTINATION

  • Hvor ligger Canazei helt præcist? 

    • Canazei ligger i det nordlige Italien, i regionen Trentino. Områder hører under det gamle Sydtyrol, og dalen Val di Fassa, som Canazei ligger i, hører til den italienske del af området. 

  • Hvilken bjergkæde består bjergene omkring Canazei af?

    • Bjergene omkring Canazei er Dolomitterne, som er en forlængelse af Alperne, der går gennem Tyskland, Østrig og Frankrig. ​

  • Hvor langt er der til nærmeste lufthavn? 

    • Nærmeste lufthavn er Innsbruck i Østrig, som ligger cirka 3 timers kørsel fra Canazei. Alternativt kan man flyve til Venedig eller Bergamo ved Milano, og så er der omkring 4 timers kørsel til Canazei.

  • Har I kun rejser til Canazei?

    • Ja, som udgangspunkt. Det er Canazei og de omkringliggende byer og dale, vi kender, og da vores koncept er bygget på et stort kendskab og at videreformidle det bedst muligt til jer gæster, vil vi ikke kaste os ud i at sælge rejser til destinationer, vi ikke har nogen erfaring med.

SKIUDLEJNING

  • Kan jeg leje ski gennem jer?

    • Vi har desværre ikke ski og støvler til rådighed til at leje ud til vores gæster, men vi har en aftale med Northland Ski, som ligger lige over for liften. Northland tilbyder 10% rabat på skileje til alle vores gæster, og med deres store udvalg af ski, støvler og snowboards, samt deres store ekspertise og sans for service, er det et rigtig godt sted at leje ski. Vi hjælper gerne med at finde stedet og rådgive i det omfang vi kan i forhold til skileje.

  • Må jeg leje ski andre steder?

    • Du må leje ski lige der, hvor du vil. Der findes et stort udvalg af skiudlejninger i Canazei, så det er helt op til dig selv, hvor du vil leje. Northland er blot det eneste sted, hvor vi har en aftale om rabat til gæsterne, så hvis du vil opnå denne, skal du leje hos dem.

 

ARRANGEMENTER

  • Hvad er en pistevisning?

    • En pistevisning er en dag på ski, hvor vi viser dig og dine medrejsende et eller flere spændende skiområder i Dolomitterne. Det er en god mulighed for at udforske de mange forskellige skiområder, og for at få viden om Dolomitterne og de mange muligheder, der er. Pistevisninger er gratis for vores gæster, frivillige og kræver ingen tilmelding, og hvis man vil, er der mulighed for minimum 4 pistevisninger om ugen med Line og Kirstine som guider. Som udgangspunkt starter vi altid i Canazei ved det røde hegn lige over for toppen af Toé liften, men ændringer kan forekomme, eksempelvis grundet vejret.

  • Kan jeg booke en privat pistevisning? 

    • Ja, såfremt vi har kapacitet til det i den pågældende uge, kan du godt booke en privat pistevisning med os. En privat pistevisning koster 15€ pr. person, og der skal som minimum være 4 deltagere. En privat pistevisning kan også bookes, selvom du ikke rejser med Sne&Sol, såfremt vi har kapacitet til det.

 

  • Hvilke arrangementer kan jeg forvente mig i løbet af ugen?

    • Hver uge planlægger vi forskellige arrangementer, som er tilpasset den gruppe gæster, der er den specifikke uge. Eksempler på arrangementer er picnic i sneen, gin og tonic smagning, pizzaaften, fællesspisning, middag og livemusik under stjernerne på pisten og meget andet.

 

  • Jeg har et forslag til et arrangement, jeg vildt gerne vil prøve - kan vi gøre det?

    • Højst sandsynligt, ja. Tag en snak med os, og vi skal gøre hvad vi kan for at få det til at lykkes.

BAG OM SNE&SOL

  • Hvem står bag Sne&Sol?

    • Line og Kirstine er både ejere, direktører, rejsekonsulenter og guider for Sne&Sol. De to unge kvinder har begge været guider i Canazei i flere hele sæsoner, og har en stor passion for service og skiløb, hvilket skinner igennem i deres arbejde. De er henholdsvis 30 og 29 år, og med deres mange års erfaring fra service- og rejsebranchen samt deres uformelle omgangstone, er de godt rustet til at tage imod dig som gæst i Canazei, både vinter og sommer. 

  • Er Sne&Sol et rigtigt rejseselskab? 

    • Ja, Sne&Sol ApS er et helt rigtigt rejseselskab. ​Virksomheden har CVR-nr. 39707241, og er medlem af Rejsegarantifonden med medlemsnr. 2930. Læs mere om Rejsegarantifonden og hvordan du er dækket her. Du kan altså roligt købe din næste skiferie til Canazei gennem Sne&Sol.

  • Hvornår blev Sne&Sol grundlagt? 

    • Sne&Sol er et ungt selskab, som blev grundlagt i sommeren 2018. Den første sæson med gæster var vintersæsonen 2018/2019, hvor selskabet fik besøg af 104 gæster fordelt på 12 uger. Selskabets unge alder betyder ikke, at der ikke er styr på sagerne - både Line og Kirstine er perfektionister, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at give alle gæster deres måske bedste skiferie til dato. ​

  • Kan jeg finde ud af, hvad andre synes om Sne&Sol? 

GENEREL INFORMATION

  • Hvordan bestiller jeg en rejse gennem Sne&Sol?

BETALING OG BETINGELSER

  • Hvornår og hvordan skal jeg betale for rejsen?

    • Vi skal modtage et depositum på 20% af rejsens samlede pris inden for 3 dage, før bookingen er gældende. Depositum er bindende og tilbagebetales ikke ved annullering.

    • Restbeløbet skal betales senest 3 måneder før afrejse. Såfremt bookingtidspunktet er senere end 3 måneder før afrejse, skal hele beløbet betales inden for 3 dage, før bookingen er gældende.

    • Du betaler ved at følge betalingsinstruktionerne i den faktura, du modtager fra os, når du har accepteret et tilbud. 

  • Hvad er jeres rejse-, betalings- og afbestillingsbetingelser?

    • Du kan læse en grundig beskrivelse af vores betingelser her.​​

 

  • Hvordan sikrer jeg mig, at jeg har booket rejsen, når jeg har indbetalt depositum?

    • Vi fremsender en bookingbekræftelse på mail, så snart vi har modtaget depositum fra dig.

 

  • Hvad sker der, hvis jeg af den ene eller anden årsag er nødt til at annullere min rejse?

    • Når depositum er indbetalt, refunderes dette ikke. Er du nødsaget til at annullere din rejse, anbefaler vi, at du snakker med din rejse- og afbestillingsforsikring. Har du ikke sådan en, gælder vores afbestillingsbetingelser, som du kan læse her.

 
 
 
 
 
 
 
 

Sne&Sol ApS

Mattrupvej 10

8765 Klovborg

CVR-nr. 39707241

R

Registreret Varemærke

Copyright Sne&Sol ApS